Uddannelse til korttursstyrmand
Enhver roer, der er frigivet til at ro i robåd er et potentielt emne til også at blive korttursstyrmand. Uddannelsen giver ret til at ro som styrmand i klubbens daglige rofarvand. Samtidig giver det en endnu bedre teoretisk og praktisk ballast, idet man naturligvis kommer omkring emner, som enten ikke gennemgås så grundigt på de almindelige rokurser eller slet ikke berøres i den forbindelse.
Uddannelsen til korttursstyrmand er ændret fra en udelukkende teoretisk uddannelse til en mere praksisrelateret uddannelse. Hensigten med ændringen er, at kurset gerne skal blive mere nærværende og relevant for deltagerne, at den enkelte styrmandsaspirant kan tage uddannelsen i det tempo, der passer vedkommende og selv være opsøgende på at komme alle punkter igennem.
Endvidere bliver det en større kreds at klubbens medlemmer, der kan være aktive undervisere på kurset, faktisk alle klubbens styrmand, og dermed bliver vi flere til at dele arbejdet.
Uddannelsen vil blive opbygget med en teoretisk aften og resten af uddannelsen vil kunne foregå i forbindelse med almindelige roture, enten på vandet eller i relation til turen.
Der vil blive udleveret et uddannelseskort til styrmandsaspiranten, hvorpå de enkelte emner, man skal igennem, er beskrevet.
Der er lavet et baggrundsmateriale - en manual, der beskriver de emner, det forventes, man berører under de enkelte punkter på uddannelsesskemaet. Manualen og alt øvrigt materiale, der bliver udleveret til styrmandsaspiranten står i en mappe på bordet i bådhallen.
Det vil være den enkelte styrmand, der har ansvaret for at man kommer godt rundt om emnet og vurderer, at styrmandsaspiranten kan anvende den opnåede viden og dermed kan få godkendt det enkelte punkt på uddannelsesplanen.
Jeg håber at alle styrmænd vil være behjælpelig med at få uddannelsen ført ud i praksis og stille jeres viden og mange relevante erfaringer til rådighed for klubbens kommende styrmænd. Jeg ved godt, at noget stof vil være tættere på og dermed lettere at give videre end andet stof, der måske har behov for en genopfriskning.
Det vil selvfølgelig være helt i orden at sige nej til at gennemgå et emne, hvis man oplever, at emnet ligger for langt væk.
De første deltagere er klar til at begynde uddannelsen, har fået udleveret styrmandsmappen og uddannelseskortet.
|